Om teateret

Velkommen til Teater Fantast!

Vi er Ditte og Stine, og vi er stifterne bag Teater Fantast. Vi startede teatret tilbage i 2007, men faktisk går vores venskab helt tilbage til gymnasietiden, hvor vores kreative duo tog sine første spæde skridt. Sammen valgte vi at lave et teater, fordi vi gerne vil have et sted, hvor vi træffer de kunstneriske beslutninger, og for os er Teater Fantast blevet vores kreative frirum. Her får vi afløb for alle vores kunstneriske og kreative Fantast idéer, som vi former til forskellige typer scenekunst. Vi har i mange år lavet forestillinger, og i 2020 har vi udvidet vores Fantast univers med TV Fantast og Radio Fantast, hvor du kan lytte til nye fortællinger og se spritnye sketches.

Med Teater Fantast ønsker vi at skabe oplevelser, som giver anledning til både grin og refleksion. Og fordi vi kommer med forskellige skuespilsmæssige baggrunde, bliver vores idéer altid skabt i en gryde fuld af forskellige virkemidler; tekst, sang, musik, animation, skyggespil, dukker og andre kreative påfund.

For os er det essensen af at være en 'fantast'; nemlig at gøre det umulige muligt, og så bruge det som kreativt brændstof til at skabe forestillinger og indhold med substans, humor og karakter.

Bestyrelsen

TILDE HURUP HANSEN, udstillingsdesigner på Experimentarium

JEANNIE MØLLER HALTRUP, Kommunikationsansvarlig, Kunsthal Charlottenborg

KAROLINE HOLM MICHELSEN, Producent

Samarbejdspartnere

Selvom Teater Fantast udadtil er en kvindelig duo, er størstedelen af vores kreative produktioner et resultat af samarbejder med dygtige folk på tværs af brancher og industrier. ‘It takes a village’, som man siger, og for os står scenekunsten altid stærkest, når det mødes med andre kunstarter og aktører. Derfor inviterer Fantast ofte samarbejdspartnere med ind i vores kunstneriske proces — enten på, eller bag om, scenen. Alle disse samarbejdspartnere, hvad end det er en NGO, en lyrisk rapper, organist eller faglig ekspert, er med til at gøre hvert Fantast projekt helt sin egen.

Vi er stolte af vores mange, gennemarbejdede samarbejder, og tilbyder i den anledning skolemateriale, foredrag, workshops, fælles events og arrangementer lavet i samarbejde med vores partnere.

Fantasterne

Ditte Ylva Olsen

Ditte Ylva Olsen er uddannet skuespiller og kunstnerisk leder i Teater Fantast. Ditte har en 3-årig uddannelse i performance arts fra School of Stage Art, Cantabile 2, samt en efteruddannelse i Meisner Teknik i Los Angeles. Siden Ditte var barn, har hun altid haft en stor kærlighed til musik og sang. Derfor er Ditte også den musikalske drivkraft i Teater Fantast, hvor hun mestrer instrumenter som klaver, strenge- og messingblæsere og synger i de fleste Fantast forestillinger. Ditte Ylva Olsen er også en ret habil argentisk tangodanser, som du måske fik at se da Ditte blev nr. 4 i 'Vild Med Dans' i 2014. Når Ditte ikke laver forestillinger med Teater Fantast, arbejder Ditte med det naturalistiske skuespil foran kameraet i fremtrædende roller, bl.a. i tv-serier som Dicte, og senest som den kvindelige hovedrolle i anmelderroste Hånd i Hånd. Ditte har en stor, kreativ skabertrang, og har tidligere undervist ved Københavns Film og Teaterskole og under Huskunstnerordningen. Derudover har Ditte også arbejdet som manuskriptforfatter og instruktør af ungdomsforestillinger ved Københavns Kommunes Ungdomsskole.

Stine Quistgaard Pagh

Stine Quistgaard Pagh er kunstnerisk leder i Teater Fantast. Stine er autodidakt skuespiller, og landede sit allerførste skuespiller job lige da hun fik studenterhuen på. Stine har i mange år arbejdet med devisede forestillinger inden for børn- og ungeteater, og det var i det regi, at hun i sin tid stiftede bekendtskab med dukketeater og de kreative virkemidler, der ligger heri. Stine har en særlig evne i at mixe dukketeater med skuespil, som også kommer til udtryk i flere af Teater Fantasts forestillinger. Her er Stine den kreative drivkraft bag de visuelle rammer med scenografi, dukker og skyggespil. Hun har tidligere turneret med forskellige børneteaterforestillinger og teatre nationalt og internationalt, bl.a. gadeteaterprojektet Public Punk Service. Når Stine ikke laver forestillinger i Teater Fantast, arbejder hun med smal scenekunst ved andre teatre, laver skuespil, samt som underviser i drama, teater og dukkespil under Huskunstnerordningen.

Kreativ vision

Med Teater Fantast ønsker vi at skabe scenekunst for børn og voksne, som både underholder og udfordrer på samme tid. Som ægte fantaster er vi drevet af den gode idé, og hvordan den kan formidles på en nyskabende og relevant måde. Vi ser os selv som et moderne familieteater, der laver forestillinger, som er folkelige, men som samtidig også er kantede og urbane. Med nogle opsætninger favner vi den smallere scenekunst, og med andre rammer vi en mere mangfoldig scenekunst med underholdende indhold til hele familien. Det vigtigste er, at skabe grin, glæde og nærvær, og samtidig give anledning til nye måder at se verden - og sig selv - på.

I Teater Fantast sætter vi aldrig vores kreativitet i bås, og derfor har alle vores opsætninger og kreative initiativer sit helt eget unikke formsprog og budskab.

Presse

Fantast_logo_bund-black